30-40 stk.
Ingredienser
En pakke med wontondej i “ark”, kan fx købes online på danmad.dk
Fyld:
500 gram hakket svinekød
1,5 håndfuld spidskål
1 spsk revet ingefær (frisk)
4-5 fed hvidløg
2 spsk sesamolie
1,5 spsk soyasauce
Pak choi eller anden kål
Dyppelse:
2 spsk. soyasauce
1,5 tsk. riseddike
1,5 tsk. honning
1 spsk. sesamolie
Fremgangsmåde
Bland svinekød med finthakket spidskål, revet ingefær, finthakket hvidløg, sesamolie og soyasauce i en skål. Stil skålen i køleskabet i minimum 20 minutter.
Hav en skål med vand klar og læg dine wonton dejstykker ud på bordet, lav 4-8 stykker ad gangen, så går det hurtigt. Læg en teskefuld kødfyld i midten af hvert dejstykke. Dyp nu pegefingeren i lidt vand og fugt to af dejens kanter. Fold dejen over kødet og luk dejen sammen. Det klæber nemt. Du kan nu lave små, søde folder, hvis du ønsker det, men det er blot for udseendets skyld. Du kan også samle dejen mere som en klassisk dumpling, hvor dejen foldes sammen over midten i en slags top.
Her kan du se et eksempel på lidt forskellige indpakninger og før dampning. Det er jo ikke nødvendigt, men det kan være hyggeligt at gøre dem pæne:
Nu skal de små pakker tilberedes og der findes flere metoder hertil.
1. Stegning efterfulgt af dampning:
Hvis du kan lide, at dine dumplings har en stegeside, kan du stege dem på panden i olie et par minutter indtil de er gyldenbrune og derefter hælde cirka en deciliter vand på panden per “sæt” dumplings. Herefter lægger du et låg på panden, så dampen forbliver og damper dine dumplings i ca. otte minutter.
Har du en bambusdamper, kan du overføre dem hertil, men er du allerede igang med panden, kan du ligeså godt undgå at skulle gøre flere ting rene.
2. Dampning:
Ønsker du udelukkende dampede dumplings, kan du stadig bruge panden og blot springe stegningen over. Jeg vil klart anbefale en bambusdamper, hvis du har én, da du på den måde kan dampe flere dumplings ad gangen. Man kan også få en elektrisk damper.
I bambusdamperen (eller på panden) kan du starte med et lag af kål, fx pak choi eller spidskål, som vil hjælpe med at holde på fugten og som desuden også smager super lækkert. Lægger du ikke kål i damperen, anbefaler jeg at du bruger bagepapir, hvor du stikker huller i, ellers bliver damperen svær at gøre rent. Fyld alle etager op med dumplings og kål og sæt damperen over en stegepande med kogende vand. Når vandet koger, så skru ned til halv varme, sæt damperen over og damp dine dumplings i otte minutter.
Dyppelse:
En lækker dyppelse til dine dumplings og som klart er prikken over i’et:
Bland alle ingredienserne i en skål. Lav eventuelt en skål per person, der deltager i måltidet.
Dyp dine dumplings og kål heri for maksimal madglæde.
Velbekomme!